Analyserapport - april 2019

Analyserapport - april 2019

11-04-2019

I februar 2018 udtrykte Byggeriets Evaluerings Center (BEC) bekymring over tendensen for de indikatorer i byggebranchen, som centret måler på. Siden da er udviklingen fortsat i negativ retning, hvilket kommer til udtryk i en større overskridelse af tidsfristerne, flere mangler, højere ulykkesfrekvens samt en lavere tilfredshed hos kunderne.

Vi kommer dog fra et pænt niveau, så tallene er endnu ikke kritiske, men udviklingen betyder, at advarselslampen begynder at blinke.

I centrets analyse fra februar 2018 drejede det sig om mindre ændringer i tallene, men nu bekræfter de seneste udtræk fra BEC’s database at udviklingen er fortsat i den gale retning.

Denne analyserapport beskæftiger sig med udviklingen fra medio 2016 og frem til i dag. Til grund for analysen ligger data fra 824 entrepriser med en samlet entreprisesum på 28,5 mia. kr. ex. moms.

Hver måned beregner vi et gennemsnit på baggrund af de seneste 36 måneder – dvs. et glidende gennemsnit. Eksempelvis er gennemsnit for marts 2019 beregnet på baggrund af data fra perioden marts 2016 til marts 2019.

I denne analyse ser vi også på gennemsnit for de enkelte entrepriseformer, eftersom der her er konstateret interessante forskelle.


Bekymrende udvikling 

De samlede tendenser i rapporten er ikke til at tage fejl af: Entreprenørerne har sværere ved at overholde tidsfristerne. Manglernes økonomiske værdi ved afleveringen og andelen af sager, hvor manglerne har betydning for ibrugtagningen af bygningen stiger markant. Der sker flere arbejdsulykker på byggepladsen og kundetilfredsheden er faldende.

Denne udvikling er bekymrende og kræver opmærksomhed og handling fra byggeriets parter.

Ser man på entrepriseformen, er det tydeligt, at totalentreprisen klarer sig bedst blandt de 824 entrepriser, der indgår i denne analyse. Det betyder ikke, at totalentreprisen er den optimale entrepriseform i enhver byggesag, men det er relevant viden for landets bygherrer, som skal træffe beslutning om valg af entrepriseform til deres kommende byggeprojekter.

 

Anbefalinger

I byggesektoren arbejdes der med mange gode initiativer, som skal medvirke til bedre byggeproces, højere produktivitet og bedre kvalitet. Men der vil altid være en risiko for, at det kommer til at gå for stærkt, og man kommer til at ’skære nogle hjørner’. Hvad kan du gøre for at undgå, at det sker?

Tre af de værktøjer, du kan anvende til at optimere byggeprocessen er:

  1. Opstartsworkshop/møde – saml byggeprojektets aktører i den indledende fase og opstil en fælles målsætning og få afstemt forventningerne til samarbejdet og processen. Erfaringerne viser, at den beskedne udgift til at godt opstartsmøde kommer mange gange igen i form af sparede ekstraomkostninger

  2. BYGGE DIALOG – et procesværktøj til dialog, forbedring, effektivisering og højere kvalitet i bygge-processen. BYGGE DIALOG er en moderne, digital samarbejdsindikator, som understøtter det gode samarbejde mellem byggesagens aktører. Læs mere om BYGGE DIALOG

  3. Føraflevering (også kendt som ’tidlig aflevering’). En enkel metode, som beviseligt medvirker til at minimere antallet af mangler ved afleveringen

Hent hele analyserapporten ved at trykke på linket herunder:

Hent rapport

 

Læs omtale af analysen på berlingske.dk


Fakta

BYGGE RATING
er byggeriets kvalitetsstempel, som gives til rådgiver og entreprenør, når byggeprocessen er afsluttet. Ordningen har eksisteret siden 2004, og den er løbende blevet tilpasset byggesektorens behov. BYGGE RATING fokuserer på fire kerneområder: tidsfrister, mangler, arbejdsmiljø og kundetilfredshed.


Byggeriets Evaluerings Center (BEC)
er en erhvervsdrivende fond, stiftet i 2002. Centrets indtægter kommer fra salg af analyser og evalueringsydelser til bygherrer, rådgivere og entreprenører.


BEC er ikke kun et praktisk samarbejde om nogle statistikmål. Det er udtryk for en kritisk bevidsthed om byggeriet. Vores formål er ikke alene at producere tal, men at skabe en proces, der ændrer byggeriet og dermed også de tal, som vi måler.

Medlemmer hos BEC har mulighed for at foretage sorteringer og analyser i databasen på centrets hjemmeside www.byggerating.dk.

 

Har du spørgsmål vedrørende rapporten, så kontakt adm. direktør Peter Hesdorf, tlf. 3264 1440.

Del på