Nyt værktøj skal give bedre byggeri

Nyt værktøj skal give bedre byggeri

23-11-2016

Mange byggeprojekter er præget af for dårligt samarbejde. Det vil BEC - Byggeriets Evaluerings Center – nu gøre noget ved. Det sker ved at udbyde et nyt værktøj, BYGGE DIALOG. Med det kan entreprenører og rådgivere hurtigere end før løbende tage temperaturen på samarbejdet og gribe ind, før små problemer vokser sig store.

Bestyrelsesformand Finn Lauritzen udtaler, ”8 ud af 10 byggeprojekter bliver for dårlige eller for dyre, fordi dialogen og forventningsafstemningen ikke er god nok. Det gør vi nu noget ved. Det sker ved at udbyde BYGGE DIALOG – sammen med vores hidtidige produkt BYGGE RATING. BYGGE DIALOG er primært rettet mod de udførende og rådgiverne, og BYGGE RATING mest mod bygherrerne. Med vores to produkter tilbyder vi målrettede løsninger, som skaber værdi for vores medlemmer både på kort og langt sigt. Vi har sammensat ydelserne i attraktive pakker til priser, som alle kan være med på, og vi har en ambition om at nå 1000 medlemmer i løbet af 2 år. Nu sætter vi alle kræfter ind på at nå dette mål”.

Man kan beskrive BYGGE RATING som en slags trust pilot for byggevirksomheder, som bliver vurderet på deres præstationer indenfor tidsfrister, mangler, arbejdsmiljø og kundetilfredshed. Mens BYGGE DIALOG, der er et helt nyt værktøj, er en genvej til byggeriets virksomheder til at få løbende feedback fra kunderne undervejs i byggeprocessen og på den måde forebygge konflikter.

BEC blev etableret i 2002 af en bred sammenslutning af byggeriets organisationer, og fra 2004 til 2015 var det obligatorisk at evaluere byggeprojekter indenfor alment og statsligt byggeri. Sådan er det ikke længere, og derfor vil bestyrelsen nu arbejde med at synliggøre den høje værdi, som centrets ydelser har. Det er besluttet at slanke BEC´s bestyrelse og styrke markedsføringskompetencen.

Det er sket ved at udpege Mira Trolle Scheel som nyt medlem af bestyrelsen. Mira Trolle Scheel er i dag markedsdirektør og partner i den anerkendte medievirksomhed for bygge- og ejendomsbranchen Estate Media Nordic ApS. Hun er uddannet ejendomsmægler og har arbejdet med salg og markedsføring i mere end 25 år og har et stort netværk i branchen. Mira Trolle Scheel skal bidrage til, at BEC´s produkter bliver udbredt i langt højere grad med hele branchen som målgruppe.

Den nye bestyrelse består foruden formand Finn Lauritzen og Mira Trolle Scheel af Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen, Henrik Mielke, adm. direktør i Enemærke & Petersen A/S og Gunde Odgaard, sekretariatsleder i BAT-kartellet.


 

Fakta: På www.byggerating.dk kan man læse mere om både BYGGE DIALOG og BYGGE RATING.

  • BYGGE DIALOG er et procesværktøj, som anvendes undervejs i byggeprocessen for at understøtte det gode samarbejde mellem byggesagens aktører.
  • BYGGE RATING er en evaluering, der kan bruges som et kvalitets stempel, som rådgivere og entreprenører kan anvende på deres hjemmeside, i ansøgninger om prækvalifikation, i tilbud mv. BYGGE RATING kan også bruges til udvælgelse af entreprenører og rådgivere, fordi systemet giver mulighed for at sammenligne virksomhedernes kompetencer.

 

Yderligere oplysninger:

Bestyrelsesformand Finn Lauritzen, mobil 2044 0325

eller

Adm. direktør Peter Hesdorf, mobil 2283 9296


Læs mere om BYGGE DIALOG - klik her

Del på